lørdag den 14. januar 2012

I'm back!!!!

Det er længe længe siden, at jeg har vist mine kager frem. Studiet har taget al min tid, og nu er jeg tilbage, og jeg håber ikke at jeg igen holder en SÅ lang pause fra bloggen!!

Jeg vil sige, at mit fravær på bloggen har været et tydeligt billede af mit fravær i kagedekorationer. For jeg har ikke præsteret meget det sidste halve år, der var en bryllupskage, som jeg lavede lige inden studiestressen overtog, men jeg kan ikke finde billederne.... (skal lige siges at jeg i mellemtiden har fået ny computer....), men det var de HER blomster, som var til den kage.

Det seneste halve år har det primært stået på cupcakes, blandt andet dem her, som var de samme cupcakes, som jeg lavede en How to, på fyldte cupcakes. Jeg kunne faktisk heller ikke finde billeder af dem, men jeg deltog i en konkurrence på SCD (hvor jeg iøvrigt vandt ;), og derfor kunne jeg hente billederne derfra.


Jeg kan huske at jeg tog flere billeder, men væk er de, så jeg må nøjes med dem her. Så vidt jeg husker er toppingen hvid ganasche. (Bemærk cup cake #2 -den med nødderne, der ligner min swirl en hundelort....jeg skal afgjort øve mig lidt på de swirls). Jeg har valgt at smøre pastafarve indeni sprøjteposen, for at toppingen dermed fik et look, som jeg synes passede godt til efterårstemaet. 
Al pynten er lavet i Wiltons fondant. Jeg havde kagerne med til familiekomsammen. De var begejstret for kagerne, og min bror roste min pynt til skyerne, det gør mig altid glad -(især fordi han engang påstod at han kunne lave flottere roser end jeg....) På det her billede kan man tydeligt se den effekt som det giver at smøre sprøjteposen med pastafarve. Jeg synes det er ret så fint.

Det er dejligt at være tilbage, og jeg håber på at foråret byder på en masse kageprojekter, som jeg kan indvie jer alle i!

søndag den 9. oktober 2011

How To fylde muffins

Jeg har lavet en lille How to, på fyldte muffins. Da jeg skulle lave muffins med fyld, kunne jeg ikke selv finde en How To, så jeg tænkte at det var på sin plads at lave én.

Jeg har brugt den samme muffinsopskrift som jeg tidligere har blogget om. Denne gang var de heldigvis uden kedelig bismag. Jeg lavede dem neutrale, da jeg synes fyldet var nok i sig selv.

Fyldet er ganashe, med appelsin.


Som I kan se er det en spids tyl, der skal bruges.


Ganashen skal ikke være helt afkølet, da den skal kunne komme nemt ud af tyllen. Den skal derfor være rimelig flydende.


Ganashen fyldes i sprøjteposen. Jeg bruger sprøjteposer fra H W Larsen, de er stærke og store og helt perfekte!


Tyllen sættes et godt stykke ned i muffinen, jeg 'roder' lidt rundt med tyllen, for at skabe et hul i muffinen som så fyldes med ganash. Tyllen skal ikke helt ned til bunden af muffinen, da ganashen så vil ligge sig i bunden istedet for i midten.


Når chokoladen begynder er komme op af hullet, er den færdig-fyldt!


3 stk færdig fyldte muffins, som så er klar til at blive pyntet. De her skulle toppes med toblerone-ganash.


De smagte ganske fortryllende, og der kommer mere om hvordan de endte med at blive pyntet en anden dag!!

God fornøjelse

tirsdag den 4. oktober 2011

Flere muffins

hmmm, måske er de der muffins ved at vinde ind på mig. Som tidligere nævnt, har jeg jo egentligt aldrig gjort det så meget i dem, men nu har jeg luret det!! Det er jo fordi man kan pynte fine fine muffins uden det KÆMPE arbejde der ligger i at lave en hel fondant-kage!

I hvertilfælde passede det helt perfekt, da jeg skulle køre uendeligt langt over til kær veninde og hendes sultne mand og børn!

Endnu engang vendte jeg mig mod denne opskrift, jeg synes det er en god opskrift og de bliver (næsten) aldrig tørre og kedelige. Denne gang valgte jeg at lave dem helt neutrale, da jeg ville tilføje caramel-creme indeni.


Jeg lavede et par stykker med den klassiske swirl på toppen. Swirlen er chokolade ganashe og blomsterne fondant. Jeg dryssede med lidt røde sukkerhjerter, men de er ikke så nemme at se på billedet. 

Dem her var uden fyld, da jeg mente det ville være lige voldomt nok, hvis der både var topping og fyld i sådan en lille kage. Desværre havde de en bismag af natron... måske er det meningen at der skal være en slags fyld i dem, såsom blåbær eller banan, for jeg har ikke prøvet det før og jeg har nu lavet dem et par gange... hvem ved?

Jeg lavede også lige lidt med fondant


De er pyntet med Wiltons fondant, jeg har fyldt dem med Dulce de leche og smurt op med ganasche.
Hen over weekenden svandt fadet med kagerne langsomt ind, så på trods af kemisk bismag, så var der lutter sukker i det lille hjem!

lørdag den 1. oktober 2011

Hvem Mig?

Altså, der er jo bare nogle skønne mennesker derude!!!

Se nu her, en helt almindelig dag på arbejdet. Da vi skal spise frokost står der pludselig denne fantastiske lille overraskelse på min plads...


Beskeden som jeg er spørger jeg venligt min kollega: 'Øh, har jeg fået ny plads?' (Det skal siges at jeg har konsulent-funktion, og derfor godt kunne have fået en ny plads uden jeg vidste det). Jeg tænkte, at der måtte være nogen som har fødselsdag ( som jeg bare ikke har registreret -det ville ikke være første gang), og jeg vidste jo at det ikke var mig. Min kollega svarer ubesværet at det har jeg da ikke.... jeg går lidt forsigtigt rundt om min plads, og tør ikke rigtig sætte mig, for jeg er jo ganske sikker på at den ikke er til mig.Jeg beslutter mig for at vente, og se hvor de andre sætter sig.
Da min kollega kan se hvor forvildet jeg er, siger hun venligt til mig, at gaven er til mig, fordi jeg lavede  Sidney Lee kagen til hende!!!!!!!! -hvor er det dog bare sødt af hende!!! Det varmer i mit hjerte, når folk sætter pris på de mange timer der går i at lave en kage, tusind tusind tak til den søde kollega. Asti og chokolade er blevet nydt i fulde drag....aaaahhhh.

Så får I også lige en lille teaser, for se her hvad der er på beding i det lille hjem...


Mere om det en anden dag....

God weekend til alle, håber I  nyder Indian-Summer!!!!

tirsdag den 27. september 2011

Hvad gik galt?

Når nu  man får et brudepar på besøg for at snakke bryllupskage, og man dagen efter får studiegruppe på visit. Så kunne jeg jo lige vise mig fra min overskudsagtige side (som overhovedet ikke er særligt fremtrædende i disse dage) og bage nogle muffins.

Jeg fandt en skøn opskrifte hos Sarahs Kager som jeg har brugt tidligere. Jeg erstattede blåbærene med overmodne bananer, da jeg ingen blåbær havde og bananerne lå bare og tiggede om at gøre nytte.

Taaaadaaaa!!!!

Det gode var, at man bestemt ikke bliver fedtet på fingrene, for de var så stenhårde, at jeg bankede den ned i bordet og frygtede at der ville komme hakker i mit køkkenbord.
Nå, men det er jo helt og holdent min skyld. Muffins-alarmen bippede idet det bankede på døren, så jeg slukkede alarmen og lukkede gæsterne ind. Og først da de rejste sig for at gå, kom  jeg i tanke om ovnens fristelser.... Jeg tror bestemt at de glæder sig til deres bryllupskage, da de så mine kul-kager.

Note til mig selv: muffins skal ikke have 1 time i ovnen....
Heldigvis var der en skvat tilbage, som jeg kunne lave til mine studiekammerater


Et lidt mere charmerende resultat. Toppen er mørk chokolade-ganashe og så bare drysset lidt kugler på. Og selv kræsen studie-sild klappede i sine små hænder!